Stutteri Gribsvad

Stutteriet er beliggende på den vestlige del af Fyn, faktisk er der to ”afdelinger”. På privatadressen i Ejby finder man sec. A hopperne, der går i stod med avlshingsten og deres føl. På firmaadressen i Gribsvad v/Årup har stutteriets sec. C ponyer til huse, samt ungdyr af begge sectioner. Stutteriet har eksisteret siden midten af 80’erne, og indtil 2006 er der født rundt regnet 180 føl, hovedsagligt welsh sec. A og C, men også et par enkelte sec. D og shetlændere er det blevet til. I begyndelsen blev en stor del af ponyerne brugt til kørsel, men efterhånden som der kom flere til, og tiden blev knap, satses der nu mest på avl og udstilling. Dermed ikke være sagt at ponyerne ikke kan bruges, et godt temperament prioriteres højt, og mange ponyer fra Gribsvad har fundet vej til konkurrencebanerne i såvel ind- som udland. Nogle af de ponyer, der har haft stor betydning for stutteriet er hingstene Twyford Major, Springbourne Herian og Talon Toreth. Blandt hopperne kan nævnes Harvest Rose of Simeron, Escley Sheba og Persie Rumba og alle deres efterkommere.